Kommunerne sparer penge med data fra FLIS

FLIS præsenterede et nyt værktøj på KØF med inspiration til, hvordan kommunerne kan opnå besparelser ved at anvende data fra FLIS

Temaet for dette års Kommunaløkonomiske Forum var ”Kend din kommune – og styr den”. Her blev FLIS debatteret på et af fredagens debatmøder, hvor omkring 100 deltagere kom for at høre om, hvordan FLIS kan bruges som et styringsværktøj, der skaber indblik og overblik. Hørsholm og Esbjerg kommune præsenterede her konkrete eksempler på, hvordan de anvender FLIS og hvilke gevinster, de opnår ved det.

På KØF præsenterede KOMBIT også en testversion af FLIS app til iPad rettet direkte mod de kommunale ledelser og direktioner. Der var stor interesse for denne måde at anvende FLIS på. FLIS app vil komme i produktion i foråret 2014.

Kommunale eksempler på besparelser

Før KØF har KL og KOMBIT analyseret mulighederne for at opnå besparelser på datakøb i FLIS.
Flere kommuner oplever, at de kan opnå væsentlige besparelser ved at trække data uden yderligere omkostninger direkte fra FLIS. Eksempelvis sparer en sjællandsk kommune ca. 1/4 mio. kr. om året ved at opsige de dataaftaler, hvor kommunen nu i stedet kan bruge data via FLIS. Igennem FLIS betaler kommunerne for adgang til deres data via aftaler indgået i fællesskabet, og dermed kan de opsige ensidige aftaler med dataleverandører.

Da FLIS også fungerer som et stort datavarehus, har kommunerne mulighed for at trække deres data ud af FLIS, uden yderligere omkostninger, som datainput til eksempelvis egne lokale ledelsesinformationssystemer.

KL og KOMBIT har undersøgt, hvordan muligheden for at genbruge data kan give besparelser i forskellige kommuner.
Læs mere om de konkrete eksempler på kommunernes realisering af økonomiske gevinster ved FLIS i denne folder, der blev uddelt på KØF.

Heri er også en tjekliste med syv spørgsmål, kommunen kan stille sig selv og fire konkrete kommuneeksempler.